FAQ - ofte stillede spørgsmål

Her kan du finde en række typiske spørgsmål jeg får. Hvis du har andet du gerne vil have svar på, er du velkommen til at stille et spørgsmål via kontaktformen nederst på siden. Vær opmærksom på, at spørgsmål vil blive bragt på siden her, men du kan selvfølgelig bede om ikke, at få sit navn nævnt på siden!

Hvorfor ikke stille op for et af partierne?

Jeg kan desværre ikke kan se mig selv i nogen af de eksisterende partier. Det der kommer nærmest er Ø eller Å, men lad mig forklare hvorfor jeg ikke stiller op for nogen af dem:

Jeg har selv ofte stemt på Enhedslisten (Ø) selvom de tit har været mere venstreorienterede end jeg, fordi jeg syntes de havde en vigtig vagthunde funktion i demokratiet. Men som årerne går oplever jeg, at de bliver stadigt mere pragmatiske og konsensussøgende i deres stil og det bryder jeg mig ikke om.  Især ikke, når de lægger mandater til en Socialdemokratisk regering der bedriver fremmedfjendsk politik.

Det eneste parti jeg nogensinde har været medlem af, det er Alternativet (Å). Da jeg første gang læste deres manifest, var jeg blæst bagover fordi det passede så godt på mine egne værdier. Desværre skete der hurtigt det samme, som jeg ser i alle de andre partier: Handling og tale følges ikke ad. De lovede ny politisk kultur, men var mere indspiste og havde mere drama end de fleste. De lovede klimakamp med store armbevægelser, men stod snart og lavede forslag om cigaretskodder. De fik muligheden for at tage Beskæftigelsesborgmester posten i København, men fravalgte den til fordel for Kulturborgmester, for så kort tid efter, at fylde alle aviser med drama om forfalsket CV og dyr kontorindretning… Og så videre. Så mit medlemsskab ophørte snart igen.

Hvorfor er Rolig Revolution en borgerliste?

Den lavpraktiske grund er, at for at starte et parti, så kræver det 20.000 underskrifter. En borgerliste derimod, bliver oprettet indenfor en kommunegrænse og kræver et langt mindre antal, som afhænger af befolkningstallet i kommunen. I København kræver det 150 underskrifter.

Den mere ideologiske grund er, at jeg tror dansk politik helt grundlæggende har brug for noget nyt. Hvis man gør det samme igen og igen, vil man også få det samme resultat, så når man ligesom jeg er utilfreds og føler mig politisk hjemløs, så må der også nye metoder i brug. I følge grundloven, er man som politiker alene bundet ved egen overbevisning – ikke sit parti. Men den måde dansk politik foregår på i dag, er der en høj grad af partidisciplin og topstyring, som går stik imod grundloven.

Idéen med Rolig Revolution, er derfor at basere sig på tre fælles værdier og udover det er man kun bundet på sin personlige overbevisning. Værdierne er: Mangfoldighed, bæredygtighed og demokrati.

Hvad menes der med mangfoldighed, bæredygtighed og demokrati?

Mangfoldighed, bæredygtighed og demokrati er de tre grundlæggende værdier for Rolig Revolution og skal forstås som følger:

Mangfoldighed – de humanistiske værdier
Vi tror på at alle mennesker er lige meget værd, og derfor at menneskerettigheder er universelle og skal overholdes for alle på tværs af etnicitet, køn, seksualitet, handicap, socioøkonomisk status mm.

Bæredygtighed – en grøn omstilling
Vi erkender at vores samfund må gennemgå en bæredygtig omstilling på alle planer, for at bremse og imødegå den klimakrise, som vi allerede står midt i.

Demokrati – mere magt til folket
Vi tror grundlæggende på den samfundsmodel vi har her i Danmark, med dens mange muligheder for borgerdrevne initiativer og demokratisk indflydelse. Vi vil bruge disse aktivt til at skaffe mere magt til folket og arbejde for at skabe et mere reelt repræsentatitvt demokrati.

Hvor mange stemmer kræver det at blive valgt?

For at vinde et mandat til kommunalvalget i Københavns kommune kræves der omkring 5.500 stemmer. Se spørgsmålet om stemmespild for information om, hvordan man kan sikre sig imod dette.

Hvad med risikoen for stemmespild?

Som en lille liste, kan man sikre sig imod risiko for stemmespild – i tilfælde af at man ikke bliver valgt ind – ved at indgå i valgforbund. Når man indgår i valgforbund med andre lister eller partier, så puljer man sine samlede stemmer og kan derved opnå flere mandater, fordi vores system tilgodeser større partier. Det ligger i matematikken.

Rolig Revolution agter at indgå i et valgforbund, men i skrivende stund er intet endeligt aftalt endnu.

Hvad er fordelen ved at stille op som uafhængig?

Det er helt klart, at jeg kan være modig og visionær, uden at skulle forholde mig til nogen form for partidisciplin eller økonomiske interesser. Mange er ikke klar over, at penge faktisk spiller en utroligt stor rolle i dansk politik. Jeg vil anbefale alle der er interesseret i emnet, til at læse eller lytte til bogen Skjulte Penge af Carl Emil Arnfred og Christ Kjær Jessen. Kort fortalt kanaliserer både private virksomheder og interesseorganisationer millioner af kroner ind i dansk politik hvert år – både rød og blå blok modtager denne type støtte.

Må jeg være med?

Om du må! Jeg gør mestendels det her alene. Jeg er heldig at have et stærkt netværk, en støttende familie og nogle fantastiske venner der støtter mig og hjælper til. Vi er også en lille håndfuld der arbejder aktivt på den mere overordnede Rolig Revolution platform. Men ærligt talt, så ville det være fantastisk at få flere med på holdet! Hvad enten det er for at hjælpe med min kampagne, at være med til at bidrage til RR platformen eller hvis du ligefrem har modet til at stille op som kandidat til kommunalvalget… Du skriver bare! Så tager vi den derfra: stine@roligrevolution.dk

Du er velkommen til at stille flere spørgsmål i formularen her. Udvalgte spørgsmål og svar vil blive bragt på siden, så husk at angive, hvis du vil være anonym.