Blå bog

Kort om mig: Jeg er 36 år, født i Århus og har et meget moderne familietræ… Så alt efter hvordan man ser på det, er jeg enebarn eller har op til fire søskende. Som teenager var jeg en computernørd, der lærte mig selv, at programmere lidt i HTML og CSS, samt designe pixelart for en virtuel verden, som jeg tjente lidt penge på ved siden af folkeskolen. Efter et mislykked forsøg med at læse filosofi, endte jeg til sidst med at uddannet mig til tekstildesigner og har en kandidatgrad i vævning fra Royal College of Art i London. Jeg arbejdede en årrække som freelance tekstildesigner for den internationale luksusmodebranche, men i dag arbejder jeg som kunstner. Siden 2014 har jeg drevet min egen virksomhed Stine Linnemann Studio ApS (link til mit kreative CV). Jeg har i flere omgange boet kortere og længere perioder i udlandet, primært i USA og England, men har også haft adskillige arbejdsophold i andre lande, heriblandt Etiopien, hvor jeg har arbejdet med fairtrade væverier.

København er det eneste sted jeg nogensinde har følt mig rigtigt hjemme og siden jeg købte min andelslejlighed i Nordvest i 2008, har jeg følt at jeg har fundet det sted jeg hører hjemme og altid vender tilbage til.

Familieforhold: Single, uden børn og ingen planer herom. Har til gengæld omkring 70 plantebørn og er en slags tante til to hunde og en kat. Jeg kommer fra et middelklassehjem med en statskundskab professor far (nu emeritus) og en psykolog mor, der desuden senere blev udlært som shaman i New Mexico. Hende mistede vi dog i 2007 til kræft. Jeg har som nævnt ikke har nogle “hele” søskende, men til gengæld har jeg to halve plus to ekstra i bonus, som alle betyder meget for mig.

Ufaglært arbejdserfaring: Udover mit design- og kunstarbejde, så har jeg siden jeg var 14 år, haft en lang række ufaglærte jobs i tidens løb: Opvasker, jordbærplukker, luger på et økologisk landbrug, computerspils grafikdesigner, logodesigner, hjemmesidedesigner, IT-assistent, fabriksmedarbejder, gadesælger for nødhjælpsbranchen og IT-flyttedame. Derudover arbejdede jeg fuldtid hos bageren Reinh. Van Hauen på Frederiksberg i to år, hvor jeg først var ansat i pakkeriet og siden blev jeg butiksansvarlig. Der var også en periode på omkring 10 måneder, hvor jeg arbejdede 20 timer om ugen som vikar på et lager, mens jeg omstillede min virksomhed fra, at være freelance tekstildesigner for modeindustrien til, at kunne leve af at være kunstner. Med andre ord, så er jeg ikke bange for at tage fat og jeg har en klar følelse af, at min høje arbejdsmoral er rundet af mine mange ufaglærte jobs gennem tiden.

Politiske idoler: Alexandria Ocasio-Cortez og Preben Wilhjelm.

Religion: Agnostisk, altså følger jeg ikke nogen religion, men er åben for, at der findes mere mellem himmel og jord. Jeg er hverken døbt eller konfirmeret og betaler ikke kirkeskat. Jeg sætter religionsfrihed utroligt højt, blandt andet fordi jeg gerne vil beholde retten til ikke at bekende mig til nogen religion.

Andet: Jeg har ADHD og er bipolar type II (den milde variant af det, som man i gamle dage kaldte maniodepressiv – for mig er det primært kommet til udtryk som depressioner). Jeg vælger at være åben om dette, da jeg først som 35 årig blev diagnosticeret og takket være det, nu er blevet velmedicineret. Tanken om hvor megen lidelse jeg havde kunnet være foruden, hvis jeg var blevet udredt noget før, smerter mig og hvis jeg kan inspirere andre til at søge psykiatrisk hjælp om deres bange anelser, vil jeg gerne det. Jeg er den samme jeg var før min diagnose; det er ikke noget der har gjort mig mindre kompetent – snarere tværtimod!

Det her er et klassisk look for mig – belæsset med ting, på vej til et eller andet, gerne på min cykel.

Et af mine tidligste minder er, at sidde ved det her klaver med min far. Han spillede og sang, mens jeg truttede med.